Celler del Roure
Om Vingården
Tæt på byen Moixent i vinregionen Valencias sydligste produktionszone Clariano ligger vinhuset Celler del Roure, som er en af pionererne for vinproduktionen i dette område. Vinhusets filosofi bygger på, at man i dag kan lære meget fra den oprindelige måde at fremstille vin på, hvilket både kan ses i vinhusets arbejdsmetoder og valg af druetyper.Celler del Roure er den stædige og initiativrige Pablo Calatayuds idé, som startede i hjørnet på en familiejet møbelfabrik i 1996. Her begyndte han sit ihærdige arbejde med at pleje gamle druetyper især den røde drue Mandó. Da Pablo havde fået godt gang i sit projekt, købte han en gammel vingård, hvis oprindelige kælder stammer helt tilbage fra midten af 1600-tallet. Her begyndte han i 2009 at udgrave og istandsætte de 97 gamle lerfade, som han fandt begravet i vingårdens mere end 300 år gamle kældere. Men processen med at kontrollere de gamle vinfade, der har en kapacitet på mellem 600 og 2800 liter, er langsommelig. Pablo og det øvrige personale på Celler del Roure er derfor ikke kommet i mål med alle 97 fade endnu, og bruger kun 20 af fadene i deres daglige arbejde på nuværende tidspunkt.Celler del Roure råder over 50 hektarer jord med 18 år gamle vinmarker i et område kaldet Serra Crossa, tæt på Monxient. Her er plantet et bredt udvalg af hvide og røde druetyper, der siden høsten i år 2010 har givet nogle yderst gode vine. Med netop denne høst formåede Celler del Roure virkelig at gøre sine vine friske og elegante, hvilket er blevet varmt modtaget hos mange. På nuværende tidspunkt producerer vinhuset 350.000 flasker vin om året, som er resultatet af Pablos og ønologerne Josep og Saras hårde arbejde.I 2015 modtog Celler del Roure en af sin første internationale anerkendelser fra Robert Parkers The Wine Advocate, hvor vinhuset omtales som ”a quality-minded name”.
Der er ingen produkter at vise.